
Trivsel og flow
Trivsel som parameter på arbejdspladsen er et forholdsvis nyt begreb.
Heldigvis er vi efterhånden blevet så kloge, at vi har forstået, at medarbejdere, der trives, skaber langt bedre produkter, service og ideer, end medarbejdere der ikke trives.
Det er ikke længere nok at få løn for sit arbejde. Vi vil også udfordres og udvikles – og ikke mindst trives.
Når arbejdet flyder næsten af sig selv og man er så opslugt, at man glemmer tid og sted, er man "i flow". Flow har de seneste år vundet indpas som et vigtigt begreb til at vurdere så forskellige størrelser som arbejdsglæde og produktivitet.
I flow hænger det nemlig sammen. Det fulde engagement i en aktivitet skaber en følelse af lykke og er i høj grad også positiv for resultatet af arbejdet.
Oplevelsen af flow er således blevet værdigt at efterstræbe og både medarbejder og arbejdsgiver kan faktisk gøre meget for at skabe de rammer der befordrer den.
Flow handler også om at føle sig tilpas udfordret og om at møde anerkendende tilbagemeldinger fra eksempelvis kolleger eller klienter.
Det er vigtigt at have klare mål og klare rammer, for flow kræver, at man kan hellige sig den arbejdsproces, man er i. Hvis målene er utydelige, eller rammerne udefinerede, er det vanskeligt at opnå den nødvendige fordybelse.
Det betyder også, at det er vigtigt, at man kan arbejde uforstyrret, da afbrydelser vil betyde et afbræk i flow.
Trivsel er ikke en entydig målbar størrelse. På den anden side KAN man måle medarbejdernes trivsel ved at vurdere på deres oplevelse af flere forskellige faktorer på arbejdspladsen: Følelsen af blive værdsat, graden af meningsfylde, det sociale samvær, graden af faglig udfordring o.s.v.
Trivsel modsvarer stress. Når stress melder sig, melder trivsel sig ud. Stress-reduktion og stress-management vil forbedre trivslen. Fokus på travlhed og time-out er nødvendige værktøjer for at højne trivselen.